01-03-2020

God kvalitet er et håndværk

Med over 20 års erfaring i branchen sikrer pakkeoperatør og kvalitetsmedarbejder Lotte Kjærs rutinerede og detaljeorienterede dømmekraft, at kun de bedste æg når frem til forbrugerne - og i sit arbejde har Lotte prøvet lidt af hvert.

DANÆGs erfarne kvalitetsteam

At lyse æg

I et lille lokale i pakkeriet står Lotte Kjær med et par bakker æg fra en af DANÆGs producenter. Producenten undrer sig over at have leveret flere 'knækæg' end normalt. Knækæg er betegnelsen for æg, som pakkemaskinerne har sorteret fra, fordi de har små revner i æggeskallen. Som en del af DANÆGs erfarne kvalitetsteam er det Lottes opgave at finde årsagen.

Derfor holder Lotte hvert enkelt æg op foran en firkantet lyskasse, hvor små revner bliver synlige. Så kan Lottes opdagelser hurtigt blive formidlet videre, så producenterne kan justere maskinerne og så er æggene af højeste kvalitet igen. 

Salmonellaforbyggelse

Kampen mod salmonella

En af kvalitetsafdelingens vigtige opgaver er forebyggelse af den mest kendte, alvorlige sygdom i hønebesætninger: salmonella. Bestræbelserne på at undgå sygdommen er igennem de sidste 25 år intensiveret, og i 2012 fik Danmark salmonella særstatus i EU.

Det betyder dog ikke, at kvalitetsafdelingen kan hvile på laurbærrene. Salmonellaforebyggelse - og dokumentation er nemlig et konstant arbejde, men fører til at vi kan stemple æggebakkerne med "æg fra høner testet fri for alle typer salmonella".

7 år gammelt æg

Smagte på 7 år gammelt æg

Igennem sine mere end 20 år hos DANÆG har Lotte fået sin del af mystiske oplevelser med æg. Der var dengang DANÆGs tidligere kvalitetschef, Per Schyum og Lotte hengemte nogle æg på køl for at undersøge holdbarheden af dem.

Syv år senere blev æggene fundet frem og de modige blev tilbudt at få en smagsprøve. Lotte tøvede ikke et sekund. Dommen: "de smagte helt fint".

Kvalitet i ægbranchen

• I 2012 fik Danmark salmonella særstatus i EU.


• I Danmark testes hønerne minimum hver 2. uge for salmonella. I EU testes hønerne kun hver 15. uge.


• I dag er det et EU-krav, at alle æg skal mærkes med en sporbarhedskode. Formålet med mærkningen er, at man hurtigt kan finde frem til den gård, ægget kommer fra.