ORUPGAARD GODS

Fjerde generation på godset

I Nykøbing Falster ligger det eventyrlige Orupgaard Gods, der har eksisteret siden år 1231. Godset har gennem tiden været ejet af både handelsmænd og baroner, men i dag driver landmanden Thomas Højgaard bedriften i fjerde generation efter sin oldefar. I sommeren 2018 flyttede 30.000 økologiske høner ind på Orupgaard.

Fra oldefar til oldebarn

Når Thomas Højgaard fortæller om Orupgaard, er det svært ikke at lade sig fascinere af gårdens lange og spændende historie. Orupgaard er første gang nævnt i år 1231, hvor Kronen – rigets overhoved – rådede over jagtgården.

Sådan varede det ved indtil år 1766, hvorefter gården kom på private hænder blandt forskellige handelsmænd og baroner. Men for Thomas bliver historien først personlig, da hans oldefar Knud Højgaard – en af Danmarks mest fremtrædende ingeniører - købte godset i 1939.

Gården der brændte

Siden da gik bedriften i arv fra Knud Højgaard til sønnen Erik Højgaard og videre til Thomas’ far Knud Højgaard, som startede den første burægsproduktion i 1977.

I 2006 overtog Thomas ægproduktionen, som fortsatte indtil 2015, hvor en voldsom brand satte en brat stopper for bedriften. Ildebranden lagde driftsbygningerne øde og tog livet af alle Orupgaards unge høner.

Fra buræg til økologiske høner

Trods den voldsomme hændelse var Thomas ikke mange sekunder om at beslutte sig for, at den nye produktion skulle være økologisk. I sommeren 2018 - tre år efter den forfærdelige brand - har Orupgaard fået sit første hold økologiske høner i en nybygget, topmoderne stald.

I forlængelse af stalden har Thomas et lille pakkeri, hvor æggene bliver pakket og klargjort til, at DANÆGs chauffører henter de økologiske æg.

Mit hjerte lå i landbruget

Selvom Thomas er vokset op på Orupgaard, var hans vej til at overtage bedriften ikke lige ud ad landevejen. Først var Thomas tre år i militæret, hvor han uddannede sig til officer.

Som han selv udtrykker det, måtte han dog erkende, at hans hjerte lå i landbruget. Derfor valgte han efter militæret at uddanne sig til landmand på Lyngby Landbrugsskole.

Farens årelange erfaring

Trods sin titel som landmand kan Thomas godt lide at opholde sig andre steder end på sin landbrugsjord. Han nyder både at bruge tid under havoverfladen som dykker og i luften som pilot. Thomas er også far til en søn på 10 år og to piger på 21 og 23 år.

Thomas’ far bor stadig på godset og deler gerne ud af sin årelange erfaring, når Thomas eller den driftsansvarlige, Karina Møller, støder på udfordringer – og dem er der ikke for få af.

Man kan ikke drive landbrug fra skrivebordet

Starten af den økologiske produktion har ikke været uden bump på vejen. Arbejdsdagene er lange, og Thomas fortæller, at han og Karina for nylig måtte arbejde til klokken 2 om natten, fordi der var en fejl i anlægget, da der var nogle låger, der ikke lukkede. Alligevel elsker de arbejdet i landbruget.

”Det, der tiltaler os, er dyrene. Man bliver glad i låget af at være sammen med dyrene. Det har kriblet i fingrene for at komme i gang”, siger Thomas med iver i stemmen.

Hønernes kommunikation

Når Thomas fortæller, at ”hvis ikke du lytter til dine høns, så bliver du straffet med det samme”, så mener han det bogstaveligt. Ifølge Thomas er det afgørende at være til stede i stalden og lytte til hønernes kaglen og fornemme deres humør.

Han oplever, at hønerne kommunikerer, hvordan de har det, og så gælder det bare om at være lydhør. Nærkontakten med hønerne hjælper Thomas med at fange problemer i opløbet.

Beplantning er et must

I hønsegården har Thomas og Karina plantet unge poppel- og mirabelletræer. Hvad der i øjeblikket er et par tynde grene, bliver med tiden til skyggefulde gemmesteder for hønerne.

Det er vigtigt med beplantning i hønsegården, så hønerne kan gemme sig for rovfugle og få læ for hård vind og skarp sol. Når mirabelletræerne bliver store nok til at bære frugter, tiltrækker nedfaldsfrugterne insekter og orme, som hønerne kan nyde godt af.

Grovfoder til hønerne

Thomas’ høner får en økologisk foderblanding, og så supplerer han flere gange dagligt med grovfoder. Grovfoderet består af en økologisk byg/ært blanding og stiller hønernes sult og fungerer samtidig som beskæftigelse for dem.

Hver formiddag bliver hønerne lukket ud i hønsegården, og så hopper de ind i varmen igen, når mørket falder på.