ARBEJDSMILJØ

Sundt arbejdsmiljø er mange ting

Det er ikke nogen tilfældighed, at vi i DANÆG har et stort antal medarbejdere med lang anciennitet. Hos DANÆG mener vi, det er essentielt at gå glad på arbejde, og derfor prioriterer vi, at vores medarbejdere er raske og tilfredse. Vi gør vores bedste for at sikre et sundt arbejdsmiljø ved at investere i teknologi, tilbyde sundhedsforsikring og praktisere opmærksom ledelse. 

Investeringer i medarbejdernes sundhed

I hele DANÆG-koncernen arbejder vi målrettet på at erstatte al tungt og ensidigt arbejde med maskiner – og vi er nået langt. Vi investerer løbende i nye maskiner og udstyr, der kan optimere vores arbejdsmetoder- og processer, så vores medarbejdere ikke udsættes for unødige belastninger.

Størstedelen af vores produktion er i dag automatiseret, og hensynet til arbejdsmiljøet er en nøglefaktor, når vi investerer i nye maskiner. 

Sundhedsforsikring til alle medarbejdere

Selvom vi i DANÆG har et lavt sygefravær, kan der alligevel godt blive brug for ekstra hjælp, når en medarbejder rammes af sygdom og derfor er alle medarbejdere i DANÆG dækket af en sundhedsforsikring.

Med en sundhedsforsikring er vores medarbejdere sikret en genvej til hurtig undersøgelse og behandling ved sygdom og vi har som virksomhed glæden af, at vores dygtige medarbejdere hurtigt er tilbage i deres job. Hurtig behandling betyder ofte også færre sygedage, som er til gavn for både medarbejderen og DANÆG.

Trivsel gennem den daglige ledelse

Vi har i det daglige et stort fokus på opfølgning i forhold til trivsel gennem den daglige ledelse. En gang årligt supplerer vi med en trivselsundersøgelse blandt medarbejderne, ligesom der også er nedsat samarbejdsudvalg (SU). Hver enkelt medarbejder tilbydes naturligvis også en årlig MUS-samtale med deres nærmeste leder.

Vi inddrager medarbejderne i den løbende udvikling af virksomheden, og vi opfordrer alle til at komme med ideer og input.

Plads til alle

Vi har gennem årene haft stor succes med at ansætte medarbejdere med anden etnisk oprindelse end dansk. Vi oplever ofte, at kommuner og virksomheder henvender sig til os for at høre, hvordan vi har grebet det an. Svaret herpå er ganske enkelt: Vi har ingen fordomme og interesserer os principielt ikke for, hvor vores ansatte er født eller for deres hudfarve.

Vi er alle ligeværdige medarbejdere, der skal behandles godt og ens. Hos os har alle samme muligheder for at avancere, hvis de gør et godt stykke arbejde.