TERKELSIG ÆG

Økologiske høner er glade høner

Landmand Christian Thomsen har gården Terkelsig Æg ved Hynding i Sønderjylland sammen med sin far. På den økologiske gård har de 24.000 æglæggende høner. Christian Thomsen har valgt at drive sin gård økologisk, fordi det giver velfærd og frihed for både dyr og mennesker.

Sønderjysk økolog

Christian er vokset op på gården i det sønderjyske. Forældrene bor stadig tæt på gården, mens Christian bor i eget hus hundrede meter derfra. Da Christian altid har holdt høns i haven, var det nærliggende at gå fra høns på hobbyplan til æglæggende høner i stor skala.

Som tilhængere af frilandstanken var familien fra starten klar over, at hønerne skulle have mulighed for at komme ud. Kombineret med den stigende efterspørgsel efter økologiske varer endte det med at blive en økologisk bedrift.

– Jeg bliver rigtig glad, når jeg lukker vores høner ud i hønsegården om formiddagen. Ja, de vælter faktisk ud, og det gør mig rigtig glad. Når det er godt ”hønevejr” uden blæst og med begrænset sol, så kan man virkelig mærke, at vores høner er glade for at komme ud. Og jeg kan bare godt lide den tanke om at vores høner kommer ud, siger Christian.

Omlægning til økologi er en lang proces

Det var i forbindelse med et glidende generationsskifte, at Christian sammen med sin far besluttede at lægge driften på gården om til økologisk ægproduktion. Og det var en længere proces at føre beslutningen ud i livet, fortæller han:

– Hønsehuset stod færdigt i 2014, men var faktisk fire år undervejs. Så det kræver tålmodighed. Man skal virkelig ville det. Fra stalden har hønerne adgang til et stort udeareal, som bl.a. er beplantet med piletræer. Det minder lidt om skov eller plantage, og det giver hønerne gode muligheder for at gemme sig, fortæller Christian, der bruger meget tid på at observere dyrene.

Økologisk grovfoder

– Jeg kigger ofte til vores høner, og jeg kan tydeligt høre, om de har det godt. Man kan høre det på deres musik. Ja, det kalder jeg det altså", siger Christian. 

På gården dyrker de selv seks hektar med økologisk grovfoder til hønerne. Det er tidskrævende, men samtidig tilfredsstillende, at fremstille sit eget foder med det helt rigtige proteinindhold, forklarer Christian, der i øvrigt mener, at grovfoderet har en positiv indvirkning på æggeblommernes farve.

Velfærd og frihed

Hver nat får hønerne otte timers søvn i fuldstændig mørke i stalden og de vækkes med naturligt lysindfald udefra kombineret med en langsomt stigende belysning.

"For mig handler økologisk landbrug om velfærd og frihed for både mennesker og dyr. Jeg kan godt lide, at vi har det godt. Vores høner har frihed til at bevæge sig, og de har mulighed for at komme ud. Jeg kan også godt lide, at jeg selv har frihed i mit job. Det betyder meget for mig", siger Christian Thomsen.