BOLDINGGAARD HØNSERI

Frilandshøner har deres naturlige rytme

Klaus Jørgensen har 48.000 frilandshøner på sin gård mellem Esbjerg og Holsted. Han og konen Betina har selv bygget det hele op fra bunden og nyder hønernes naturlige adfærd. De startede med en åben mark og byggede det hele op derfra. Resultatet blev Boldinggaard Hønseri, hvor Klaus foruden at holde frilandshøner dyrker markerne – bl.a. med hvede, som han bruger til at blande i hønernes foder.

Hønerne klukker til svar

– Noget af det specielle ved at arbejde med frilandshøner er, at de har en daglig og naturlig rytme. Vores høner kan gå ud på samme måde, som når man har 10 høner i en hønsegård. Det kan vi få til at fungere med 48.000 høner. Det er noget af det, jeg godt kan lide ved at arbejde med frilandshøner og frilandsæg, siger Klaus.

Foruden arbejdet på gården sætter Klaus stor pris på tiden med familien. Han har koordineret arbejdsopgaverne, så der er plads til ferie med familien – og til hans helt store interesse: Gamle veteranbiler, som han bl.a. bruger til bryllupskørsel.

Står op med hønerne

Klaus bor på gården med sin kone og tre døtre. Og han er et morgenmenneske, der bedst kan lide at få tingene gjort tidligt, så han har tid til at nyde resten af dagen. Han starter arbejdsdagen kl. 05:00, hvor han går en tur blandt hønerne. Hans kone kommer kl. 05:30, og så pakker de æg til omkring kl. 08:00. Derefter går Klaus videre med gårdens øvrige opgaver.

Hønsegården kalder igen kl. 15:30, hvor Klaus bruger ca. en time til at gå rundt og lave forskellige ekstraopgaver. Det er en tid på dagen, han sætter stor pris på – og hvor han virkelig hygger sig.