I sine 20'ere var Lars Falckredder - et job, som han elskede, indtil der i starten af 1990'erne skete en masse omprioriteringer hos Falck, som fik Lars til at kigge sig om efter en ny hylde. Så da han en dag bladrede igennem Jyllandsposten fangede en annonce hans opmærksomhed. "Hønseri sælges" stod der. Som teenager havde Lars passet køer, så landbruget skræmte ham ikke. Han kunne vel altid forpagte hønseriet i nogle år. Som sagt, så gjort.
I den økologiske hønsegård har Lars plantet pil- og poppeltræer, som giver hønerne ly for rovfugle og et spændende univers at gå på opdagelse i. Her får hønerne foder med en speciel blanding af græsprotein, som giver æggeblommerne en smuk solgul æggefarve.
Lars fodrer også med de skæve og knoldede gulerødder, pastinakker og rødbeder som det økologiske gartneri Marienlyst, ikke kan sælge. Heldigvis er er hønerne ikke kræsne og de kaster sig straks over de farvestrålende rodfrugter. Hos Lars skal damerne ikke mangle noget. Foderet hos Nørreårens Æg er desuden helt fri fra soja.