DANÆG-KONCERNEN I DAG

- Nordens markedsleder inden for æg

Danæg-koncernen består af fire datterselskaber – to danske og to svenske – der er samlet i moderselskabet Danæg amba med adresse i Christiansfeld. De danske selskaber er ægpakkeriet Danæg A/S i Christiansfeld og produktionsvirksomheden Danæg Products A/S i Roskilde. Også i Sverige er der både ægpakkeri og produktionsvirksomhed, hhv. Kronägg AB i Perstorp og Källbergs Industri AB i Töreboda.

Danæg amba ejes af DLG og andelshaverne – det vil sige de omkring 68 danske og svenske landmænd, der leverer æg til selskabet. Koncernen har ca. 300 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 1,3 mia. danske kroner. En del af overskuddet bruges til investeringer i virksomheden og en del udbetales til andelshaverne. I 2013 vedtog Danægs andelshavere at sælge 30 pct. af koncernen til DLG-koncernen, som dermed er medejer af Danæg. I dag ejer DLG 45 pct. af koncernen.

Læs mere om DLG-koncernen her.

Første Danæg lægges i 1895

Danæg bliver stiftet i 1895 – under navnet Dansk Andels Ægexport. Hovedformålet er at tage vare på den voksende eksport af danske æg til England. Samtidig sætter det nye standarder for den høje kvalitet, som danske æg også er kendt for i dag. Ved at samle afsætningen i et selskab opnår landmændene en stabil afsætning og gode priser – til gengæld skal de leve op til nogle klare krav på gårdene: Der skal være rent i stalde, der skal være reder, æggene skal indsamles to gange dagligt og de skal beskyttes mod sol, frost og fugt. Det bliver også pålagt alle gårde at stemple deres æg, så man kan se, hvor det enkelte æg stammer fra. En unik ide om sporbarhed, som skal vise sig at slå igennem på verdensplan mange år senere.

 

Kongelig Hofleverandør siden 1906

De strenge krav slår igennem, og kvaliteten af de danske æg stiger. Det samme gør priserne og ikke mindst de danske ægs renommé. Det betyder, at flere og flere gårde med æglæggende høner tilslutter sig Dansk Andels Ægexport. I perioden 1895-1902 stiger antallet af medlemmer eksplosivt op til 36.316, og der åbnes flere pakkerier over hele landet. Succesen fører også til, at Dansk Andels Ægexport i 1906 udnævnes til Kongelig Hofleverandør.

Læs mere om at være Kongelig Hofleverendør her.

 

Eksport til England – fra rekord til krig

I England er de danske æg voldsomt eftertragtede, men 1. verdenskrig sætter en stopper for en årrække med stor og stabil eksport. 

 

Efter 1. verdenskrig øges produktionen af danske æg igen markant, og eksporten kommer igen på skinner. Omsætningen fordobles fra 1930-1939 – men igen får en verdenskrig afgørende indflydelse på eksporten. 2. verdenskrig og den tyske invasion af Danmark sætter en brat stopper for det engelske eksporteventyr. Produktionen i Dansk Andels Ægexport falder til under en fjerdedel af rekordniveauet i 1939, og selskabet begynder nu en omstilling fra eksport til hjemmemarked.

 

Tyskland bliver det nye, store marked

Efter 2. verdenskrig stiger produktionen igen og 1959 bliver et nyt rekordår med i alt 50.281 ton æg, som modtages på landets 32 pakkerier. Samme år indvier selskabet en produktfabrik i Roskilde, hvor de frasorterede æg fra pakkerierne forarbejdes til pasteuriserede produkter, som kan bruges i industrien. Foruden hjemmemarkedet er eksporten igen godt kørende, nu med Tyskland som den helt store aftager. Men da fællesmarkedet bliver dannet i starten af 1960´erne går det voldsomt ud over eksporten til de implicerede lande, herunder Tyskland. Og i 1970 er den danske ægproduktion faldet til det halve i forhold til 1959.

 

Fra små til store enheder

I starten af 70’erne begynder mange producenter at tage nye produktionsformer i brug. Det fører til færre gårde, med større produktioner. For Dansk Andels Ægexport giver det anledning til en omfattende rationalisering og modernisering af pakkeridriften og den øvrige virksomhed.

 

I 1982 indvies pakkeriet i Christiansfeld, som i dag står for pakningen af alle Danæg til detailhandelen. Da virksomhedens eksport kun udgør en meget lille del af den samlede produktion, bliver det i 1976 besluttet at ændre navnet fra Dansk Andels Ægexport til Dansk Andels Æg med Danæg som binavn. I 1985 skifter selskabet officielt navn til Danæg.

 

Danæg koncernen får ny organisation

I 1991 ændrer Danæg sin organisation for at blive mere markedsorienteret og mere effektiv. Der stiftes to nye selskaber: Ét til den traditionelle ægproduktion og ét som skal stå for de forarbejdede produkter til food service og industri. I 1999 udvides og moderniseres pakkeriet i Christiansfeld, og de to resterende pakkerier lukkes.

I 2004 bliver svenske Kronägg en del af Danæg, og senere følger Källbergs Industri. Ved indgangen til 2010 var Danæg koncernens nuværende organisation på plads med fire datterselskaber, to danske og to svenske. Se Danæg koncernen i dag.
 

I 2015 købte Danæg 24 pct. af den finske virksomhed Munax Oy, der producerer og sælger både skalæg og forædlede ægprodukter. Danæg har desuden indgået en strategisk samarbejdsaftale med norske Nortura SA. Målet er at blive Nordens ledende markedsaktør inden for ægkategorien.

De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du kan læse mere om cookies og hvilke vi bruger her. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.