GÅRD MED ØKOLOGISKE ÆG

Økologiske æg lægges af høner, der frit kan vælge at gå udenfor i en hønsegård – året rundt. Hønsegården skal være dækket af græs eller anden vegetation, og der skal være både læ og beplantning i form af træer og buske. Inde i hønsehuset skal mindst en tredjedel være dækket med sand, strå, høvlspåner eller tørv, så hønerne kan skrabe med fødderne og holde sig rene med støvbadning. Det er også et krav, at hønerne har adgang til siddepinde og reder. Stalden skal have naturligt dagslys.

Økologiske høner er glade høner

Christian Thomsen har valgt at drive sin gård økologisk, fordi det giver velfærd og frihed for både dyr og mennesker. Og han kan både høre og mærke, når hønerne trives og er glade.

– Jeg kigger ofte til vores høner, og jeg kan tydeligt høre, om de har det godt. Man kan høre det på deres musik. Ja, det kalder jeg det altså … Ordene kommer fra landmand Christian Thomsen, der har gården Terkelsig Æg ved Hynding i Sønderjylland sammen med sin far. Der er tale om en økologisk gård med 24.000 æglæggende høner.

 

Glade høner gør glad

Christian er vokset op på gården i det sønderjyske. Forældrene bor stadig tæt på gården, mens Christian bor i eget hus hundrede meter derfra. Da Christian altid har holdt høns i haven, var det nærliggende at gå fra høns på hobbyplan til æglæggende høner i stor skala.

Som tilhængere af frilandstanken var de fra starten klar over, at hønerne skulle have mulighed for at komme ud. Kombineret med den stigende efterspørgsel efter økologiske varer endte det med at blive en økologisk bedrift.

 

I dag er det tydeligt, at Christian trives med sit arbejde. Og at dyrenes trivsel og velfærd smitter af på hans eget humør.

– Jeg bliver rigtig glad, når jeg lukker vores høner ud i hønsegården om formiddagen. Ja, de vælter faktisk ud, og det gør mig rigtig glad. Når det er godt ”hønevejr” uden blæst og med begrænset sol, så kan man virkelig mærke, at vores høner er glade for at komme ud. Og jeg kan bare godt lide den tanke om at vores høner kommer ud, siger Christian.

 

Omlægning til økologi er en lang proces

Det var i forbindelse med et glidende generationsskifte, at Christian sammen med sin far besluttede at lægge driften på gården om til økologisk ægproduktion. Og det var en længere proces at føre beslutningen ud i livet, fortæller han:

– Hønsehuset stod færdigt i 2014, men har faktisk været fire år undervejs. Så det kræver tålmodighed. Man skal virkelig ville det. Fra stalden har hønerne adgang til et stort udeareal, som bl.a. er beplantet med pil.

– Det minder lidt om skov eller plantage, og det giver hønerne gode muligheder for at gemme sig, fortæller Christian, der bruger meget tid på at observere dyrene.

Hver nat får hønerne otte timers søvn i fuldstændig mørke i stalden – og de vækkes med naturligt lysindfald udefra kombineret med en langsomt stigende belysning.

Velfærd og frihed i en travl arbejdsdag

Arbejdsdagen starter typisk mellem kl. seks og syv. Det afhænger af, om det er sommer- eller vintertid, forklarer Christian:

– Vi indretter os efter hønerne. De stiller jo ikke deres ur tilbage.

Dagen starter med at pakke æg. Det er hønerne, der kommer i første række og det er da også her, Christian bruger det mest af sin tid. Og så er der rengøring, og det går der faktisk meget tid med, fortæller Christian. De administrative opgaver klares sidst på dagen. 

På gården dyrker de selv 6 hektar med økologisk grovfoder til hønerne. Det er tidskrævende, men samtidig tilfredsstillende, at fremstille sit eget foder med det helt rigtige proteinindhold, forklarer Christian, der i øvrigt mener, at grovfoderet har en positiv indvirkning på æggeblommernes farve.

– For mig handler økologisk landbrug om velfærd og frihed for både mennesker og dyr. Jeg kan godt lide, at vi har det godt. Vores høner har frihed til at bevæge sig, og de har mulighed for at komme ud. Jeg kan også godt lide, at jeg selv har frihed i mit job. Det betyder meget for mig, siger Christian Thomsen.

ÆG FRA ØKOLOGISKE HØNER

Hønernes forhold

De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du kan læse mere om cookies og hvilke vi bruger her. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.